Verden kigger mod København lige nu – for at forstå, hvordan et lille konservatorium i et gammelt værft kunne blive et af Europas mest interessante steder at opdage musik.
Du kender nok musikken, men ved du også, hvor meget af den udspringer fra? Rytmisk Musikkonservatorium uddanner ikke kun dygtige musikere, skolen hjælper dem også med at tage chancer og udfordre deres lyd – og det er blevet en international succeshistorie.
For tiden kaster flere og flere store internationale medier nemlig nysgerrige blikke mod den københavnske musikscene. Ikke på grund af de største radiohits eller udsolgte stadionkoncerter, men derimod takket være undergrundssucceser som Erika de Casier, Clarissa Connelly, ML Buch, Smerz, Fine, Astrid Sonne, Molina og Snuggle.
Flere journalister har sågar besøgt hovedstaden, interesserede i at finde ud af, hvad der har affødt den underspillede lyd af kølig skandinavisk storby og mørk, elektronisk indie-coolness.
Mange spor peger tilbage mod det samme sted. Nemlig mod en uddannelsesinstitution på Holmen, som særligt gennem det seneste årti har skabt et toneangivende studiemiljø, der bidrager flittigt til det danske og internationale musikliv. Rytmisk Musikkonservatorium, forkortet RMC, er blevet et sted, hvor musikalske strømninger opstår og sætter dagsorden for, hvordan morgendagens musik kommer til at lyde.
Herhjemme har danske medier som Politiken og Soundvenue også sat spot på udlandets forelskelse i den danske alt-pop-scene og forsøgt at udpege, hvad det er ved det alternative musikmiljø omkring København og RMC, der vækker så stor opmærksomhed internationalt. For udlandet har tydeligvis spottet noget, som danskerne selv tager for givet.
Udover den særlige københavnske alt-pop-lyd, skyldes det ifølge de internationale mediers respektive feltstudier en særlig metode og tilgang til at skabe. Og britiske The Guardian har sågar beskrevet RMC som »et maskinrum for noget af den mest spændende musik i Europa«.

Søg optagelse inden 1. december
Hvis du vil videre med din musik, så har Rytmisk Musikkonservatorium netop åbnet for ansøgninger til bacheloruddannelserne. Bliv klogere på uddannelserne og optagelsesprocessen.
Ikke dit average konservatorium
RMC ligger ud mod vandet på Holmen i København, i et område, der stadig bærer præg af sin fortid som værft. Og som i fortidens maskinrum bliver der i dag eksperimenteret, nørdet og arbejdet igennem bag de gamle mure. Her mødes sangskrivere, producere, komponister og instrumentalister på kryds og tværs. Ikke for at lære én rigtig måde at gøre tingene på, men for at udfordre og lære af hinandens.
I 2010’erne trak det overskrifter, da RMC varslede et paradigmeskifte i deres tilgang til musikuddannelse og deres kunstneriske undervisningsmetoder. Musikteoretisk viden skulle ikke længere være en forudsætning for optagelse, tværtimod var det musikken og den kreative vision, der skulle være i front. Og selvom skiftet skabte stor debat i de danske musikmiljøer, tyder meget på, at strategien er lykkedes.
Det franske magasin Tsugi skrev for nylig i en reportageartikel om RMC: »Musikscenen i København handler ikke om stil – men om metode. Om hvordan musikerne tør skabe noget sammen«.

Den særlige ‘scandi-lyd’, som du blandt andet kan udforske på den Spotify-kuraterede Cph+-playliste, er ganske vist udsprunget af konservatoriet, men i virkeligheden er undervisningen ikke bygget op omkring at skulle ramme en særlig lyd. Den fordrer samarbejde, refleksion og eksperimenter, hvor de studerende ikke kun lærer at skabe og performe vedkommende musik, men at forstå, hvorfor de gør det, og hvor der opfordres til det, skolens rektor Henrik Sveidahl har kaldt ‘radical diversity’ i en artikel i The Guardian.
Særligt introduktionen af Komposition- og Sangskriver-linjen og faget Kunsterisk Udviklingsarbejde har gjort RMC til pionerer indenfor sit felt. At give plads til vidt forskellige baggrunde og tilgange er blevet en del af skolens dna. Det har skabt et miljø, hvor pop og performancekunst kan mødes, hvor en vokalist med jazzrødder samarbejder med en klub-producer, og hvor klassisk sangskrivning og støjeksperimenter kan eksistere side om side.

En vigtig motor i både international og dansk musik
Mange beskriver RMC som et sted, der føles mere som en scene eller et miljø end en institution. Projekter starter i et øvelokale, bliver til et band, en EP, et kollektiv og ender på spillesteder som Hotel Cecil, Vega eller Mayhem – sågar også på undergrundsscener i Brooklyn eller til Pitchfork Festival i Paris.
For danskerne har konservatoriet på Holmen været en selvfølgelighed, og de fleste ved måske ikke, at mange af de artister, de dyrker i deres dagligdag, faktisk har eller har haft hjemme på konservatoriet.
Udover at have fostret mange af spydspidserne inden for tidens eksperimenterende elektroniske pop med den store udenlandske opmærksomhed, har konservatoriet også tiltrukket spirende artister som Debbie Sings, Barbro, AySay, Lucky Lo, Uden Ord og Søn, ligesom at etablerede navne som Guldimund, Baby in Vain, Brimheim, Selina Gin og Andreas Odbjerg samt bærende kræfter fra Ganger, Blaue Blume, When Saints Go Machine og Fraads er alumner fra RMC.
Forbindelsen mellem det levende danske musikliv og RMC er stærk, og uddannelsen er også blevet et sted, hvor artister, der allerede har taget deres karrieres første spadestik, søger hen for at udvikle sig. Studietiden på RMC er for mange en musikalsk legeplads, uden krav om radioplays, streams og afspilninger på sociale medier. Måske netop derfor er RMC blevet en slags usynlig motor i dansk musik – en drivkraft, der skubber udviklingen fremad, men som sjældent stiller sig i rampelyset.

En mulighed for fordybelse
På RMC handler det ikke om at ‘skabe stjerner’. I stedet handler det om at give grobund til processer, der kan skabe musik, som er interessant nok til, at selv udlandet hører efter. Og om at udvikle nysgerrighed og faglighed frem for at polere ambitioner.
At søge ind på Rytmisk Musikkonservatorium handler ikke kun om at blive bedre til sit instrument eller sit håndværk. Det handler om at have lyst til at fordybe sig, samarbejde og finde sit eget ståsted i en tid, hvor musik kan lyde og skabes på tusindvis af måder.
I samarbejdet mellem de studerende opstår musik, som ikke nødvendigvis passer ned i en genrekasse, men som ofte får liv uden for skolens rammer. Det er netop derfor, verden lige nu kigger mod København og det lille konservatorium i det gamle værft.
Bliv selv en del af RMC
Hvis du også er klar til at tage næste skridt i din musikkarriere, så er ansøgningsfrist til bacheloruddannelserne på Rytmisk Musikkonservatorium den 1. december. Vælg mellem Sangskrivning, Komposition, Musikproduktion, Instrumental/Vokal og Music Management. Vil du vide mere om uddannelserne, skolen og optagelseskravene?
